Har du erfaring inden for administration, bogføring og regnskab, og synes du, at digitalisering og optimering inden for disse felter er interessant? Så er det måske dig, vi leder efter hos Christensen Kjærulff som vores nye regnskabsmedarbejder i erhvervsservice.

Christensen Kjærulff er et mellemstort statsautoriseret revisions- og rådgivningsfirma med beliggenhed i hjertet af København. Vores erhvervsserviceafdeling er travl, og behovet for flere ressourcer er stigende.


Din primære rolle vil være at bistå husets revisorer med erhvervsservice for en række kunder, men kan du også assistere med at udarbejde mindre regnskaber, vil det kun være en fordel. Vi ser gerne, at du har en passion for digitalisering af rutinearbejde.


Om jobbet
I jobbet som regnskabsmedarbejder vil du blive en del af vores erhvervsserviceteam, der i dag består af fem dygtige og dedikerede medarbejdere, der betjener nogle af vores i alt ca. 5.000 kunder.


Som regnskabsmedarbejder skal du varetage bogføringsopgaver og afstemningsarbejde, lønadministration, indberetningspligter, rapportering og øvrige ad hoc-opgaver samt gerne foretage opstilling af simple regnskaber f.eks. for andelsbolig- og ejerforeninger.


Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har erfaring med opgaver relateret til erhvervsservice som beskrevet ovenfor, og du ligeledes har en - for jobbet - relevant uddannelsen. En vigtig del af jobbet vil være digitalisering og automatisering af processer. Derfor er det en fordel, hvis du har erfaringer med programmer og apps såsom e-conomic.

Som person er du i stand til at arbejde systematisk og overholde deadlines. Desuden skal du trives i et miljø med afvekslende arbejdsopgaver, fordi du vil være tilknyttet en række forskellige kunder i samarbejde med firmaets revisorer. Du er i stand til samvittighedsfuldt at følge op på og tage selvstændigt ansvar for arbejdsopgaver, men det er også vigtigt, at du er i stand til at opsøge sparring om nødvendigt.

Du skal desuden kunne begå dig på både dansk og engelsk.

Christensen Kjærulff
Vi har kontor på Store Kongensgade, 1264 København K. I CK engagerer vi os både personligt og fagligt i vores arbejde. Du kan forvente frihed under ansvar i jobbet, og vores medarbejdere og deres trivsel er afgørende for os. Vi prioriterer en work/life-balance, der giver mening for den enkelte. Af personalegoder tilbyder vi blandt andet frokostordning, fem feriefridage, sundheds-/pensionsordning og faglig udvikling i form af efteruddannelse om nødvendigt.


Arbejdstid
Jobbet er på 36,5 time ugentligt. Desuden håber vi, at du har lyst til at være en del af firmaets sociale aktiviteter, hvilket inkluderer alt fra fredagsbarer til mulighed for deltagelse i forskellige fritidstilbud.

Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Rose Marie
Ojeda på telefon +45 33 30 15 15.